Katteadfærd!


 

 

Adfærdsbehandling af katte

Adfærdsproblemer kan skyldes at katten udfører naturlig adfærd på et for ejeren upassende sted eller i en upassende sammenhæng f.eks urinering udenfor kattebakken eller kradsemarkering på vægge eller i møbler. Eller at katten pga sygdom udfører normal adfærd på nye for ejeren upassende steder.
F.eks vil mange katte med cystitis - blærebetændelse holde op med at benytte deres bakke, som de associerer med smerten, når de urinerer. Endelig kan der være tale om "sygelig" adfærd, hvor katten udfører normale handlinger, men i overdreven grad eller i forkerte sammenhænge. F.eks katten der soignerer sig selv i overdreven grad, så den mister pelsen i området - eller katten der angriber sin hale voldsomt, som om den var et fremmedt væsen.

 

 

 

 

Adfærdskonsultation

En adfærdskonsultation består af en eller flere dybgående samtaler med ejeren, hvor problemet klarlægges og en årsag søges fundet. Evt. skal ejeren udfylde og returnere et længere spørgeskema og hvis det formodes, at der ligger sygdom bagved adfærden, samtaler jeg med normal dyrlæge for at sikre behandling af den formodede sygdom. Hvis der er tale om henvisning fra ens sædvanlige dyrlæge, vil der blive meldt tilbage til vedkommende angående behandling af problemet. Når problemet er afdækket modtager ejeren en skriftlig opfølgning, som beskriver problemet, dets formodede årsag og en behandlingsplan. Behandling kan bestå i at årsagen til kattens problem så vidt muligt fjernes, at kattens adfærd omdirigeres til mere hesigtsmæssige steder eller hensigtsmæssige objekter, at katten lærer at tolerere det problem, der stresser den eller at ejeren evt. lærer, hvad der udløser den uønskede adfærd og dermed undgår den eller lærer at acceptere den.
 

 

Hjælpemidler i behandlingen

I behandlingen kan indgå flere hjælpemidler - f.eks phytoterapi (behandling med urtemedicin) homeøpati, Bachs blomstermedicin, psykopharmaca (skal ordineres af sædvanlig dyrlæge), aktiverende legetøj, feromon spray - Feliway, udskifning af kattegrus, kattebakker, opsætning af klatretræer m.m.

 

Priser for behandling

Normal konsultation inkl. nødvendig opfølgning -

eksklusiv. evt. hjælpemidler: kr. 312,50

Telefonrådgivning: kr. 50,- (kortere rådgivning uden opfølgning)

Hjemmebesøg pris 650,- for en time plus transport.

 

 

Generelle gode råd

til forebyggelse af problemmer!

 

 

Urenlighed

Brug et godt, klumpende fint, sandagtigt grus - idet de fleste katte foretrækker dette. Sørg for at katten har et egentligt klatre-kradse træ med hylder, hvor den kan overskue sit territorie fra, og hvor den kan gå i "sikkerhed". Nogle katte foretrækker overdækkede kattebakker, mens andre føler sig "fanget" i dem, under alle omstændigheder skal bakken placeres, hvor katten let kan komme til og hvor katten ikke kan blive generet af mindre børn eller hunde, når den benytter bakken. Sørg for en ordentlig bakke hygiejne - nogle katte tolererer ikke urin- eller afføringsklumper i bakken. Hvis der opstår problemer - så hjælper det ikke at dyppe kattens næse i urinen eller afføringen, klapse den bagi eller skælde den ud - som regel forstærker det problemet! HUSK katte opfatter hverken deres egen urin eller afføring som noget negativt, eller afstraffende over for ejeren, men som et middel til bl.a at berolige sig selv eller hævde deres ret til området.

 

 

 

 

Flere gode råd

Ved sammensætning af katte - så skynd dig langsomt. Placer den nye kat i rum for sig selv, så den får mulighed for at lære rummet og dets muligheder at kende. Dagen efter skift rum - lad kattebakken stå - således at den "gamle" kat får mulighed for at udforske den nye kats duft og vice versa. Brug steril gazetampon til at gnide gamle kat på kindkirtlerne og afmærke den nye - og ny tampon til at afmærke den gamle kat med den nyes duft. Når kattene så sættes i samme rum, så sørg for at have legetøj til at aflede kattene med eller evt. godbidder. Det er nemmest at indtroducere killinger til en ældre kat - voksne katte kræver tid til at vænne sig til hinanden. Sæt ikke en uneutraliseret kat sammen med en ældre kat - med mindre det er en killing. Neutraliser din killing, når den når en vægt af min. 2 kg - så forebygger du seksuel markering - og uønskede killinger.
Står du med en ophidset - enten aggressiv eller meget angst kat, så lad være med at forsøge at tage den op eller "trøste" eller berolige den. Katte "gearer" meget op i den slags situationer, og man kan hverken snakke dem eller a-e dem til ro. Forlad rummet - eller få katten ind i et værelse, hvor den kan være i fred - og regn med at der kan gå adskillige timer, førend den er sig selv igen. Ved omvæltninger i hjemmet - såsom ny kæreste, baby, hund eller lignende. Så vær klar over at alle de ovennævnte ting vil blive opfattet af din kat som en trussel. Katte er meget territoriale - og tilføjelser til familien, vil sjældent blive opfattet af katten som noget positivt. Reelt set vil både nye kærester, babyer m.v som regel også betyde, at der bliver mindre overskud til katten - og det reagerer den naturligvis på. Hyppigt ved at markere med urin på kærestens ting, babyens ting eller ejerens ting. Derfor lad den ny kæreste lege med katten og giv den godbidder - hvis han eller hun ikke kan forstå dette, skulle du muligvis overveje om han eller hun virkelig er den rigtige. Forbered katten på babyen - indspil bånd med babygråd. Når babyen gøres istand, kan den anden forælder lege eller nusse med katten ved siden af eller give den godbidder. Introducer en hund langsomt til katten - evt. start med et bånd med hundelyde. Sørg for at katten har steder, hvor hunden ikke kan komme.

 

Husk det er nemmere at forebygge end helbrede!

 

Kontakt:

Felismir Katteadfærdsklinik

v/ Lene Houe

Tingerupvej 3A

Hvalsø

Tlf.: 46 40 78 09

bedst mellem 18.30-19.30

Email: houe@felismir.dk

 

Tilbage